Har du råd til at flytte hjemmefra?
Inden du overvejer at pakke dit værelse sammen og flyve væk fra reden, er det en god idé at lægge et budget. For mens du har levet hos dine forældre, har du nok haft en forsørger, som har betalt en del af dine udgifter – også selvom du måske ikke har lagt mærke til det. Når du flytter hjemmefra bliver hverdagen nok en del anderledes, især hvad angår din økonomi.
Inden du står midt i din nye lejlighed og har svært ved at få det hele til at løbe rundt, bør du derfor lægge et budget. Der er mange måder at gøre det på og vi guider her til, hvordan du laver et simpelt budget, baseret på dine faste indkomster og udgifter.
Rådighedsbeløbet, altså de penge du bruger på mad, tøj, fornøjelser og uforudsete udgifter, er altså ikke inkluderet her. Det er dog vigtigt at have med i dine samlede overvejelser, da det ellers hurtigt kan løbe op.
Sådan starter vi
Til at starte med, skal vi samle alle de indtægter du har pr. måned, gerne efter SKAT, da det er nemmere at regne med. Her kunne du blandt andet have en indkomst fra din løn og fra SU. Måske får du boligstøtte eller får yderligere penge andre veje fra. Du kan overveje, om det er noget du vil inkludere i dit budget.
Når du har samlet dine indtægter, skal du se på, hvad du vil komme til at have af udgifter. Er det første gang du flytter, kan det være svært at danne sig et overblik, men i sidste ende, vil det kunne gavne dig gevaldigt. Faste udgifter er for eksempel husleje, varme, el og vand, internet og TV, mobiltelefon, forskellige forsikringer, den månedlige transport og sportsaktiviteter. Det er udgifter, du ved, du kommer til at have, selvom du flytter hjemmefra.
Den rigtige balance
Udgifterne trækker du fra dine indtægter og den positive sum, der bliver tilbage, udgør dit rådighedsbeløb. Altså de penge, du har tilbage efter de faste udgifter. Hvis summen er negativ, bruger du hver måned flere penge på de faste udgifter, end hvad du tjener… og det er ikke så godt!
Hvis det er tilfældet, kan du tage endnu et kig på dine indtægter og udgifter og se, om der er noget du kan justere. Ellers, er det måske ikke helt tid endnu, at pakke værelset ned, fylde flyttekasserne og hyre flyttefirmaet.
Det kan også være, at du efter udregningen har en masse penge stående. Det betyder, at du har god luft i dit budget til andre ting, som en tur i biografen eller penge til, at flyttevirksomheden kan flytte for dig, så du ikke selv behøver at tage hele molevitten alene.
Har du selv lavet budget i forbindelse med din flytning?