Huskeliste før flytningen
Det er en stor mundfuld at flytte. Udover at du skal pakke hele dit nuværende hjem ned i kasser, med alt lige fra børnenes legetøj, til møbler og loftslamperne (for ikke at tale om kælderen eller loftet), så er der også en del praktiske ting, der skal ses til. Her tænker vi ikke på booking af flyttefirma, alle de flyttekasser du skal købe og den eventuelle opbevaring på lager. Nej, vi tænker på alt det, som man skal gøre, som borger og til det, har vi lavet en huskeliste.
Anmeld flytning
Først og fremmest skal man huske at anmelde sin flytning til folkeregistret. Som reglerne er i dag, har man pligt til at oplyse ens nye adresse senest fem hverdage efter, at man har skiftet bopæl. Du kan dog også være på forkant med dette, og gøre det op til fire uger før flytningen. Det skal ændres digitalt.
Ny læge
Når du anmelder flytningen til folkeregistret, bliver du samtidigt bedt om, at skifte din læge. Her kan du selv vælge en fra listen. Når du skifter læge på grund af en flytning, er det gratis.
Post
I dag er det sådan, at PostNord automatisk får besked om den nye adresse, når den træder i kraft. Derfor skal man altså ikke melde sin flytning til PostNord, som man skulle med Post Danmark. Det eneste du skal huske er, at sætte dit navn på postkassen, så posten kan finde dig på din nye bopæl.
Aflæsning af el- og vandmåler
På vores huskeliste er også vigtige aflæsninger. Når du flytter, skal du sørge for at aflæse din elmåler og melde flytningen til el-leverandøren. Når du ankommer på din nye bopæl, skal du også aflæse den her og give el-leverandøren besked. Hvis det er relevant, skal du også aflæse øvrige målere og melde flytningen til leverandører inden for varme, gas og vand.
Boligstøtte
Hvis du bor til leje i en helårsbolig og med eget køkken, har du muligvis ret til boligstøtte. Boligstøtte er et månedligt tilskud på din husleje. Der er dog mange regler her, så det er vigtigt at sætte sig godt ind i lovgivningen. Hvor meget du får kommer blandt andet an på din husleje, kvadratmeter på boligen, antal personer som bor der, indkomster og formuer og om man er folkepensionist.
Det kan virke overvældende at skulle melde alle disse ting, men i virkeligheden behøver det ikke at tage så lang tid. Bedst af alt er, at det hele kan ordnes digitalt, hvis du er forsynet med et NemID kort og lidt tålmodighed. Nyd en kop kaffe eller to, og snart har du ordnet alle disse praktiske ting.
Da reglerne kan ændre sig, er det vigtigt selv at gå ind på borger.dk og læse om de gældende regler. Selvom det ikke er ofte de ændrer sig, kan der alligevel komme betydningsfulde ændringer, som kan påvirke din flytning.